Vedtægter for foreningen Skelund-Veddum Landsbykontor
§ 1. Foreningens navn og hjemsted
Foreningens navn er ”Skelund-Veddum Landsbykontor”
Foreningens hjemsted er Mariagerfjord Kommune, nærmere betegnet lokalområdet omkring Skelund og Veddum.
§ 2. Foreningens formål
Foreningens formål er at drive et fælles sekretariat/landsbykontor for landsbyerne Skelund og Veddum.
Sekretariatet/landsbykontoret har som primære opgave at servicere de frivillige kræfter og foreninger i lokalområdet. Det skal fremme og koordinere eksisterende såvel som nye initiativer og projekter, som bidrager til at styrke lokalsamfundet, socialt som fysisk.
Sekretariatet/landsbykontoret skal endvidere arbejde for at styrke sammenhold, kommunikation, integration og gensidig inspiration på tværs af sociale, kulturelle, alders- og erhvervsmæssige skel.
Landsbykontoret har konkret tre hovedarbejdsområder:
- Servicering af de frivillige kræfter
- Skelund-Veddum Energiforsøgsby
- Byfornyelse og byforskønnelse
Disse overskrifter dækker bl.a. over fundraising, markedsføring, intern og ekstern kommunikation, opfølgning på Skelund-Veddum Udviklingsplan m.v.
§ 3. Medlemskreds
Da landsbykontoret er etableret af Skelund Landsbyforening og Veddum Landsbylaug i fællesskab er alle medlemmer af de to ovennævnte borgerforeninger fødte medlemmer af Skelund-Veddum Landsbykontor.
Både privat personer, virksomheder, foreninger og institutioner kan optages som passiv medlem.
Medlemmerne betaler et af forretningsudvalget fastsat kontigent.
§ 4. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes èn gang årligt .
På generalforsamlingen skal dagsorden mindst indeholde følgende punkter:
- Forretningsudvalgtes beretning
- Regnskabsaflæggelse
- Behandling af indkomne forslag
- Godkendelse af budget
- Valg af revisor
§ 5. Ekstraordinær generalforsamlingen
Ekstraordinær generalforsamling foretages ved indstilling fra forretningsudvalget.
§ 6. Foreningens daglige ledelse
Foreningens daglige ledelse udgøres af forretningsudvalget, der består af 2 medlemmer udpeget af bestyrelsen i Veddum Landsbylaug og 2 medlemmer udpeget af bestyrelsen i Skelund Landsbyforening.
Forretningsudvalget vælges for en 1-årig periode, således at alle medlemmer er på valg hvert år.
Forretningsudvalget leder foreningen i overensstemmelse med disse vedtægter og generalforsamlingernes beslutning. Jf. §2.
I tilfælde af stemmelighed i forretningsudvalget bortfalder forslaget.
§ 7. Økonomi, regnskab og revision.
Forretningsudvalget har ansvaret for økonomi og regnskab, men hæfter ikke personligt. Den ved generalforsamlinge valgte revisor har ansvar for revision.
§ 8. Vedtægtsændringer
Disse vedtægter kan kun ændres med indstilling fra forretningsudvalget.
Vedtægtsændringer træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
Vedtægtsændringerne vedtages ved simpel flertal.
§ 9. Opløsning
Opløsning af foreningen kan kun finde sted med flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Et evt. overskud i foreningen fordeles med 50% til Veddum Landsbylaug og 50% Skelund Landsbyforening.
§ 10. Datering
Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling:
Generalforsamling Skelund-Veddum Landsbykontor den 19. maj 2010
••••••
SKELUND-VEDDUM LANDSBYKONTOR